Døgnrapporten i Spentrup: tirsdag den 28. december

Profilbillede
dato

Spentrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Randers kl. 10.00

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 10.00 i Retten i Randers en 22-årig mand, der sigtes for grov vold og frihedsberøvelse begået mod en 22-årig kvinde på en adresse i Mørke i tidsrummet fra den 26. december kl. ca. 18.30 til den 27. december kl. ca. 04.30.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Efterlyst kvinde fundet død

Østjyllands Politi fik mandag kl. 19.15 en henvendelse fra to hundeluftere, der, bag nogle træer på Børglumvej i Risskov, havde fundet en livløs person, der var tildækket af sne. Der blev sendt en patrulje til stedet, der umiddelbart vurderede, at den afdøde person var identisk med den 77-årige kvinde, der har været efterlyst siden lørdag eftermiddag.

Kvindens pårørende blev underrettet og hjalp med en endelig identifikation. Der er intet, der tyder på, at den 77-årige kvinde har været udsat for en forbrydelse. Østjyllands Politi beder medier og andre, der i forbindelse med eftersøgningen har bragt kvindens navn og billede om at fjerne det igen.

**

 

Flere anmeldelser om farlig brug af fyrværkeri

Østjyllands Politi har i løbet af mandag eftermiddag og aften modtaget en række anmeldelser om uforsvarlig brug af fyrværkeri – særligt i Randers og Aarhus-området. Anmeldelserne går blandt andet på, at fyrværkeriet bliver affyret langs jorden, efter huse og personer, og ikke op i luften. Politiet har ikke modtaget nogen meldinger om, at nogen personer er kommet til skade, men der har været melding om blandt andet sprængte postkasser.

Politiet minder om, at det er tilladt at affyre fyrværkeri til og med den 1. januar 2022, men at det er stængt forbudt at affyre fyrværkeri mod andre. Folketinget vedtog sidste år at skærpe straffen med en tredjedel for blandt andet at affyre fyrværkeri mod tilfældige folk på gaden og mod beredskabspersonale; politi, brandvæsen og ambulancereddere.

**

 

Ville ikke standse - endte med fem sigtelser

Mandag kl. 16.06 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en bilist, der havde bemærket en bil køre usikkert og slingrende, idet den både havde påkørt en kantsten og havde kørt midt ude på vejen på Majvej i Aarhus V. Anmelderen havde dog mistet bilen af syne, så betjentene kørte i stedet mod den adresse, bilens ejer stod registreret til.

Betjentene parkerede patruljebilen i krydset Snogebæksvej/Herredsvej og afventede bilen, der kort efter kom kørende ad Herredsvej og drejede ind til Fjældevænget. Betjentene kørte efter og aktiverede patruljebilens udrykningssignaler med henblik på at få føreren af bilen til at standse og køre ind til siden.

Det var han dog tilsyneladende ikke særligt interesseret i og fortsatte i stedet ad Fjældevænget. På et tidspunkt kørte bilen op på fortovet med det ene hjulpar og tilbage på kørebanen igen, hvorefter den standsede.

Betjentene tog kontakt til den 20-årige mand, der sad bag rattet. Han blev bedt om at slukke bilen og stige ud. Herefter blev han anholdt og sigtet for narkokørsel, for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for kørsel på fortov og for ikke at have medbragt sit kørekort.

Han blev herefter visiteret og fundet i besiddelse af noget hash. Han blev derfor også sigtet for narkobesiddelse.

**

 

To stole blev stjålet, sat til salg og fundet igen

Natten til mandag kl. 04.15 hørte en 25-årig mand et brag nede fra gaden på Chr. Wærums Gade i Aarhus. Da han kiggede ned på gaden gennem vinduet, kunne han se en person gå ind af et smadret vindue og komme ud igen med to stole i hænderne i retning mod Aalborggade.

En kvindelig beboer i en naboejendom havde også hørt braget og kiggede ud fra sit soveværelse, hvor hun også så personen stå med to stole i hænderne. Hun råbte af ham, hvorefter han løb ad Aalborggade mod syd med en stol i hver hånd. Der blev sendt en patrulje til stedet for at lave en gerningsstedsundersøgelse, men gerningsmanden var ikke at finde nogen steder.

Senere på dagen blev politiet kontaktet af den kvinde, der ejer butikken, der havde haft indbrud. Hun oplyste, at hun havde fundet en annonce på DBA, hvor der var sat to stole til salg, som hun var 100% sikker på var de stole, der var stjålet fra butikken.

På den baggrund kørte en patrulje ud til den adresse, der var tilknyttet salgsannoncen. Her traf betjentene en 44-årig mand, der blev sigtet for indbrud – subsidiært hæleri. Ved ransagning på adressen fandt betjentene dog ikke de stjålne stole. Efterfølgende kontaktede betjentene en 31-årig mand, som de havde fået mistanke om, også havde været involveret i indbruddet. Han blev ligeledes sigtet i sagen, men stolene var heller ikke at finde på hans bopæl.

Senere på aftenen fik politiet et tip om, hvor stolene befandt sig, og de blev hentet og bragt tilbage til rette ejer. Sagen bliver nu efterforsket nærmere med henblik på at finde ud af, hvilke roller de to mænd har haft, og om der kan have været andre personer involveret i forbindelse med indbruddet og det efterfølgende forsøg på at sælge stolene videre som hælervarer.

**

 

Lokkede medarbejder væk fra kassen og stak af med penge

Mandag kl. 18.48 blev Rema1000 på Tjærbyvej i Randers NØ udsat for et tyveri. En medarbejder sad ved kassen, da en kunde kom hen og kiggede rundt om kasselinjen. Han forklarede, at han ledte efter sit NEMID, og da der ikke var andre kunder i butikken, rejste medarbejderen sig fra kassen for at hjælpe med at lede.

Medarbejderne havde låst kassen, men havde ikke fået nøglen med, da han gik, og kort efter løb manden pludselig ud af butikken. Det viste sig, at han havde udnyttet muligheden til at åbne kassen og snuppe et bundt pengesedler.

Manden beskrives som:

  • 20-30 år gammel
  • Almindelig af bygning
  • Iført blå Canada Goose-jakke med pelskrave, grønne bukser, sorte sko med hvid sål (muligvis NIKE) og blåt mundbind.

Eventuelle vidner i sagen kan kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.

**

Kvinde lod sig ikke snyde af ”politimedarbejder”

Mandag ved 20-tiden blev en 61-årig kvinde fra Tranbjerg ringet op af en mand, der præsenterede sig som medarbejder fra Nordsjællands Politi. Manden oplyste, at en ukendt person havde optaget et lån på flere tusinde kroner i kvindens navn.

Den 61-årige kvinde fandt dog opkaldet mistænkeligt og konfronterede manden med sin mistanke til svindel. Manden stillede herefter nogle spørgsmål, som kvinden nægtede at svare på, hvorefter han lagde på.

Østjyllands Politi har tidligere modtaget anmeldelser fra borgere, der er blevet ringet op af personer, der oplyser, at de ringer fra politiet – nogle gange får svindlerne det ovenikøbet til at se ud som om, at telefonnummeret, der bliver ringet fra, er et rigtigt politi-nummer.

Du skal aldrig give koder, NemID- eller kreditkortoplysninger i telefonen. Er du i tvivl om, hvorvidt der er politiet, der ringer, så lav et kontrolopkald ved at bede vedkommende om at oplyse sit navn og evt. den afdeling, han er ansat i. Læg på og ring så selv op til politiets hovednummer (114) og spørg efter vedkommende – på denne måde kan man få afklaret, om vedkommende vitterligt er ansat hos politiet.

**

Bryllupsfest blev lukket ned

Østjyllands Politi blev mandag eftermiddag bekendt med, at der var planer om at afholde en stor bryllupsfest med op imod 300 deltagere i et forsamlingshus i Brabrand. Da de gældende coronaregler betyder, at blandt andet forsamlingshuse skal holde lukket, blev der mandag aften sendt en patrulje til stedet for at give besked om, at festen skulle slutte. Dette blev efterkommet, og gæsterne forlod stedet i god ro og orden. Det skal nu vurderes, om der er grundlag for at sigte nogen for overtrædelse af coronareglerne.

**

Puttede 17 pakker kød i en rullekuffert og stak af

Mandag kl. 18.21 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Netto i Storcenter Nord på Finlandsgade i Aarhus N, hvor man netop havde haft besøg af en butikstyv, der havde stjålet 17 pakker kød, som han havde lagt ned i en rullekuffert, hvorefter han var gået fra stedet.

En medarbejder havde efterfølgende set manden stige på buslinje 2A, der kort efter blev standset af en patrulje på Langelandsgade. Betjentene kunne se, at der bagerst i bussen sad en mand, der passede på det signalement, medarbejderne havde givet.

Betjentene tog kontakt til den 22-årige mand, der blev bedt om at vise, hvad han havde i sin kuffert. Den viste sig ganske rigtigt at være fyldt med kød, og den 22-årige mand blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

Manden blev herefter kørt retur til Netto, der fik tilbageleveret de stjålne varer. Herefter fik han besked på, at han ikke fremover måtte indfinde sig i Netto, hvorefter han blev løsladt igen.

**

Færdsel

Mandag kl. 13.00 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Fyrkat Allé/Nordskellet i Randers NV.

Mandag kl. 13.11 skete der et færdselsuheld i krydset Paderup Boulevard/Clausholmvej i Randers SØ. En 39-årig kvindelig bilist skulle svinge til venstre i krydset, da stødte hun sammen med en anden bil, der blev ført af en 58-årig mand. Der skete umiddelbart kun materiel skade som følge af sammenstødet.

Mandag kl. 13.28 skete der et færdselsuheld ved motorvejskrydset ved Søften, Hinnerup. En 53-årig mandlig bilist gled af vejbanen som følge af glat føre og ramte ind i et vejskilt. Påkørslen skete med lav fart, så der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved uheldet.

Mandag kl. 21.15 skete der et færdselsuheld på Sivestedvej i Sivested ved Kolind, da en 19-årig mandlig bilist formentlig på grund af glat føre mistede herredømmet over sin bil, der efterfølgende rullede rundt, ramte flere træer og landede i grøften. Der var i alt fire personer i bilen, en af dem blev kørt til tjek på skadestuen, men der var umiddelbart ikke sket nogen alvorlig personskade.

Mandag kl. 23.05 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Sabro. En ukendt bilist kom kørende ad Viborgvej, da han mistede herredømmet over bilen, hvorefter den kørte over i den modsatte vognbane og videre ud i rabatten. Herefter rullede bilen rundt og endte på siden. Da patruljen ankom til stedet, traf betjentene fem mænd, i alderen 17 til 19 år, der alle forklarede, at de havde siddet i bilen, men ingen af dem ville fortælle, hvem der havde kørt bilen. Der skete umiddelbart ingen personskade som følge af uheldet.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Munkestien i Spentrup begået mellem fredag den 24/12 kl. 11.00 og mandag den 27/12 kl. 11.10
  • På Kærlundvej i Viby begået mellem søndag den 26/12 kl. 14.00 og mandag den 27/12 kl. 10.30
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi