De to blev anholdt den 2. april og sigtet for indbruddet i en villa i Spentrup, hvor de ifølge sigtelsen stjal flere værdigenstande og forsøgte at få fat i geværer og rifler, der befandt sig i et våbenskab.
Dagen efter blev begge fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Randers, der vurderede, at der ikke var grundlag for at varetægtsfængsle dem, og de blev derfor løsladt.
Dén kendelse kærede anklagemyndigheden til Landsretten, der den 5. april besluttede, at kvinden og manden skulle varetægtsfængslet.
Siden har Østjyllands Politi søgt efter de to sigtede, men det er endnu ikke lykkedes at finde frem til dem. Derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp i håb om, at nogen har information om, hvor de to befinder sig.
Har du oplysninger til politiet, kan du give dem via tlf. 114.