Hjælpemiddelhusets nye hal har plads til både kørestole og Bette Bent

Sanne Nielsen (tv) med Bette Bent og Camilla Monsson (th) med katten, der spinder, når man aer den.
Profilbillede
dato

Hjælpemiddelhuset i Randers er blevet udvidet med 300 kvadratmeter. Den røde snor blev klippet torsdag d. 7. oktober 2021, og den nye hal kommer både borgere og medarbejdere til gode.

Der er højt til loftet, blødt lysindfald og god plads i Hjælpemiddelhusets nye hal. På gulvet står kørestole på rad og række, og på en hylde sidder de beroligende dovendyrsbamser "Bette Bent" og "Store Bent", der blandt andet bruges til sansestimuli for mennesker med demens.

"Vi står i en bygning, som de fleste borgere ikke kommer til at se. Men samtidig er det et sted, der spiller en stor rolle for mange menneskers liv. Hjælpemiddelhuset er helt central i den service, vi som kommune tilbyder de borgere, som har brug for et hjælpemiddel for at få hverdagen til at hænge sammen", siger borgmester Torben Hansen.

Hjælpemiddelhuset på Agerskellet i Randers NV blev bygget 2001 og passede til kommunens daværende behov. De forløbne 20 år har budt på både en kommunesammenlægning og en stor udvikling på hjælpemiddelområdet, og derfor var det nødvendigt med en forandring.

Byrådet besluttede i 2020 at købe Hjælpemiddelhuset, og i købsaftalen indgik en udvidelse af ejendommen med en tilbygning på 300 kvadratmeter.

Medarbejderne var med på råd

Der er både stolthed og tilfredshed i blikkene hos Camilla Monsson og Sanne Nielsen, der begge arbejder i Hjælpemiddelhuset. De har længe været vant til at kante sig rundt i en overfyldt lagerhal med jævnlige ture til loftet for at finde tilbehør til forskellige hjælpemidler.

"Det er blevet meget lettere at finde tingene nu. Alt er blevet sorteret og placeret på en måde, så vi bliver meget mere effektive. Det gør vores hverdag lettere, og i sidste ende kommer det borgerne til gode", siger Sanne Nielsen.

I Hjælpemiddelhuset opbevares hjælpemidler til både ældre, handicappede, børn med ADHD eller andre udfordringer, og med den nye hal er der plads til det hele. Der er størst afsætning på de mest kendte hjælpemidler som rollatorer og kørestole, men man finder også ting som kugledyner, sansestole og en livagtig kat, der både spinder og miaver. Medarbejderne kender hvert enkelt hjælpemiddel, og deres ekspertise blev brugt, da den nye hal skulle planlægges.

"Det har været en utrolig spændende proces, hvor vi som medarbejdere er taget med på råd i forhold til indretning. Det er verdens bedste arbejdsplads, og nu er det fysiske arbejdsmiljø også helt i top", siger Camilla Monsson.

Kilde: Redaktionen