Nyt fra Spentrup i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Spentrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 12.00

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 12.00 en 50-årig nigeriansk mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han sigtes for dokumentfalsk og ulovligt ophold. 

Onsdag ved middagstid fik politiet en anmeldelse fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration, som fortalte, at en mand havde vist noget, der lignede et falsk pas, da han ville søge arbejdstilladelse ved styrelsens kontor på Dokk1 i Aarhus. 

Da en patrulje kort efter kom frem, forsøgte manden at stikke af, men han blev hurtigt holdt tilbage. 

Det viste sig, at manden var i besiddelse af et falsk irsk pas, og at han ikke har en gyldig opholdstilladelse. 

Han blev derfor sigtet og anholdt.

**

 

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 13.00 en 29-årig thailandsk kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. 

Den 29-årige blev tirsdag tilbageholdt ved en kontrol på en massageklinik i Aarhus og sigtet for ulovligt ophold, da hun ikke kunne vise et gyldigt visum. Hendes sag er blevet forelagt Udlændingestyrelsen, der har vurderet, at kvinden skal hjemsendes. 

Ved grundlovsforhøret vil Anklagemyndigheden anmode om, at politiet kan tilbageholde den 29-årige, indtil hendes udvisning kan effektueres. 


**

 

Kokain fundet i termoflaske – tre unge mænd anholdt

Efter et tip fra en opmærksom borger kørte en patrulje onsdag til en parkeringsplads på Pihlkjærsvej i Højbjerg, hvor en mistænkelig mand var blevet set rode rundt med noget i en hæk. Da patruljen kom frem, var der ingen personer i nærheden, men betjentene fandt en termokande med nogle poser med kokain i hækken. 

Patruljen lagde sig på lur i nærheden, og kort efter dukkede en bil med tre unge mænd op på parkeringspladsen. Da den ene af de unge mænd målrettet gik hen og samlede termokanden op, blev alle tre mænd, der er 19, 19 og 20 år, anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

Under den efterfølgende ransagning af bilen fandt betjentene en mindre mængde kokain, som også blev beslaglagt, og det samme blev nogle tusinde kroner i kontanter, som den 20-årige mand havde på sig. Den 19-årige mand, der var fører af bilen, blev også sigtet for narkokørsel, da politiet mistænkte, at han var påvirket af stoffer. 

**

 

Overfald på p-vagt efterforskes

Østjyllands Politi fik onsdag kl. 15.00 en anmeldelse om, at en p-vagt var blevet slået ned bagfra, mens han var på arbejde på Børglumvej i Risskov. 

Flere patruljer var kort efter på stedet, hvor den 33-årige p-vagt forklarede, at en ukendt mand pludseligt var løbet hen til ham og havde slået ham hårdt i ryggen med en jernstang eller lignende. Da den 33-årige faldt ned på jorden, fik han flere slag på kroppen, inden gerningsmanden løb fra stedet. 

Østjyllands Politi søgte efter spor på stedet og patruljerede i området, men det lykkedes ikke at finde frem til en gerningsmand i første omgang. Sagen efterforskes nu nærmere, og Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, som kan have set episoden på Børglumvej. Henvendelser kan ske til politiet på tlf. 114. 

Den 33-årige blev tilset på skadestuen, men han er umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. 

**

 

Fandt skunk i rygsæk og kniv i bil

Under patruljering på Tørvebryggen i Randers C omkring kl. 00.30 opdagede et par betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje en bil med et par mænd, som de fik mistanke til. De fik standset bilen på en p-plads og tog kontakt til de to mænd på hhv. 22 og 23 år, som begge virkede noget nervøse ved politiets tilstedeværelse. 

I en rygsæk i bunden af bilen lå der en del salgsposer med skunk, og den 23-årige havde nogle tusinde kroner i kontanter på sig. 

På den baggrund blev mændene anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, og skunk og kontanter blev beslaglagt. 

Mens patruljen var på stedet, så de pludseligt en 28-årig mand komme kørende ind på p-pladsen i en bil, og da betjenten vidste, at den 28-årige er frakendt kørekortet, blev han standset og sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Synligt fremme i bilen lå en kniv, og da betjentene ransagede køretøjet, fandt de også en halskniv og nogle dopingpiller. 

Han blev derfor også sigtet for besiddelse af doping og for overtrædelse af knivloven. 


**

 

Færdsel

Onsdag kl. 15.55 skete der et færdselsuheld i krydset Viborgvej/Ringkøbingvej i Aarhus C. En 20-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 47-årig mand, som blev skubbet op i en bil med en 29-årig kvinde bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 20-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. 

Onsdag kl. 17.16 skete der et færdselsuheld i krydset Ringgaden/Søren Frichs Vej i Aarhus C. En 73-årig kvindelig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en 25-årig kvindelig cyklist. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade ved sammenstødet. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Onsdag kl. 17.44 blev en 55-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Århusvej i Følle ved Rønde. 

Onsdag kl. 19.06 blev en 35-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Vestre Strandallé i Risskov. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Lindevej i Linde ved Spentrup begået mellem tirsdag d. 12/9 kl. 21.00 og onsdag d. 13/9 kl. 06.38
På Trankær Mosevej i Tranbjerg begået tirsdag d. 12/9 mellem kl. 12.00 og kl. 13.00
På Kyøvænget i Tilst begået mellem søndag d. 10/9 kl. 17.00 og onsdag d. 13/9 kl. 12.30
På Solskrænten i Ugelbølle begået onsdag d. 13/9 mellem kl. 09.00 og kl. 13.00
På Absalonsgade i Aarhus C begået torsdag d. 14/9 kl. 03.21


Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi