Nyt fra Spentrup i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Spentrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte fremstillinger i grundlovsforhør i dag.

 

**

 

Politiet undersøger skudepisode i Aarhus V

Østjyllands Politi modtog i løbet af natten til torsdag en anmeldelse om, at der var blevet afgivet skud på Snogbækvej i Aarhus V. Flere afskudte patroner er blevet fundet på stedet, men ingen personer er umiddelbart kommet til skade. Læs mere i pressemeddelelsen her:

Politiet undersoeger skudepisode i Aarhus V

**

 

Færdselsindsats i Aarhus V førte til 42 sigtelser

Østjyllands Politi var onsdag eftermiddag på færdselsindsats i den vestlige del af Aarhus, og det afstedkom i alt 42 sigtelser og 20 klip i kørekortet

De fleste af sigtelserne blev givet på grund af for høj fart og for at køre frem for fuldt stop.

Sagerne fordelte sig på følgende vis:
• 5 kørsel i frakendelsestiden
• 1 kørsel uden førerret
• 5 overladelse af køretøj til person uden førerret
• 1 for tæt kørsel på forankørende
• 3 benyttelse af håndholdt mobiltelefon
• 13 hastighedsovertrædelser, heraf 12 til klip
• 8 manglende overholdelse af fuldt stop til klip
• 6 øvrige forseelser


**

 

Tip førte til fund af joints og peberspray

En patrulje fra Østjyllands Politi bankede onsdag formiddag kl. 10.28 på ved en adresse i Viby J, hvor der var kommet et tip om, at der skulle blive solgt narko. Allerede i opgangen blev betjentene mødt af en stærk lugt af hash, som ved nærmere undersøgelse tydeligt kom fra lejlighedens brevsprække.

I lejligheden befandt sig en 20-årig mand, som var i besiddelse af 40 joints og en peberspray. Han blev derfor sigtet for både besiddelse af narko og for overtrædelse af våbenloven.

**

 

Fund af narko i flere standsede biler

Onsdag kl. 14.04 standsede en patrulje en bil på Skanderborgvej i Viby J i en rutinekontrol. Fra bilens kabine kom en kraftig lugt af hash. I bilen lå ganske rigtig en mængde hash, og bilens fører, en 24-årig mand, blev sigtet for besiddelse af narko.

Senere på aftenen, kl. 19.35, blev en anden bil standset på Bispehavevej i Aarhus V. I bilen sad to mænd på 23 år, som begge blev visiteret, da der kom en kraftig lugt af hash fra bilen. På bilens 23-årige passager fandt betjentene en mængde hash, mens den 23-årige chauffør var i besiddelse af både hash og tramadoler. Begge mænd blev derfor sigtet for besiddelse af narko.

**

 

Råbte skældsord mod betjente på vej til stationen

Onsdag eftermiddag kl. 17.28 kørte en patrulje fra Østjyllands Politi til Jægergårdsgade i Aarhus, for at hjælpe med at bortvise en 42-årig mand fra et værested. Den 42-årige havde dog ikke lyst til at samarbejde med politiet, og han blev derfor anholdt, da han nægtede at forlade stedet. Undervejs strittede han imod anholdelsen ved bl.a. at spænde op i kroppen, og på vej mod stationen råbte han flere skældsord efter betjentene. Han blev derfor sigtet for både fornærmelig tiltale mod polititjenestemænd og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

**

 

Færdsel:

Onsdag kl. 06.17 skete der et færdselsuheld på Hobrovej i Randers NV, da en 22-årig mandlig bilist, der kom kørende i nordvestlig retning, svingede ind foran en 63-årig mandlig bilist, som kom kørende i sydøstlig retning. Det medførte, at de to biler kørte sammen. Begge mænd blev kørt til kontrol på hospitalet, men ingen af dem kom umiddelbart alvorligt til skade.

Onsdag kl. 12.09 skete der et færdselsuheld i krydset Sintrupvej og Holmstrupgårdvej i Brabrand, da en 35-årig mandlig bilist, som kom kørende ad Holmstrupgårdsvej og svingede til venstre ad Sintrupvej, ramte en 23-årig kvindelig bilist, som kom kørende i modsat retning. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet.

Onsdag kl. 20,07 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Haslevej og Silkeborgvej i Åbyhøj, da en 28-årig mandlig buschauffør påkørte en 31-årig mandlig bilist bagfra, idet den 31-årige var i færd med en opbremsning. Den 31-årige blev kørt på hospitalet til undersøgelse, men kom ikke umiddelbart kritisk til skade.

En 25-årig mandlig bilist blev onsdag kl. 20.25 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Mariagervej i Spentrup. Han blev desuden sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

Onsdag kl. 22.48 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Salamanderparken og Ormslevbakken i Viby J, da en 77-årig mandlig bilist under et venstresving kom for langt ud og dermed landede i grøften. En 72-årig kvinde, som var passager i bilen, blev undersøgt på hospitalet, men ingen af de to personer kom umiddelbart til skade ved uheldet.

**

 

Indbrud:

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds:

  • På Kløvervangen i Skødstrup begået mellem tirsdag den 21/2 kl. 17.00 og onsdag den 22/2 kl. 09.00
  • På Dådyrvej i Randers SØ begået onsdag den 22/2 mellem kl. 11.00 og kl. 12.40
  • På Tingstedet i Voldbæk ved Brabrand begået onsdag den 22/2 mellem kl. 17.30 og kl. 19.25
  • På Tingstedet i Voldbæk ved brabrand begået onsdag den 22/2 mellem kl. 12.30 og kl. 20.00
  • På Kærlodden i Mårslet begået torsdag den 23/2 kl. 01.03

 

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi