UTX: Et nyt 10. klassetilbud på Tirsdalens Skole

Foto: Randers Kommune.
Profilbillede

Et helt nyt 10. klassestilbud slår dørene op til august 2022. Torsdag den 13. januar inviteres alle interesserede elever og forældre til åbent hus, hvor det nye lærerteam glæder sig til at tage imod og fortælle om det nye tilbud.

Tirsdalens Skole er nu så langt i planlægningen af deres nye 10. klassestilbud, der hedder UTX, at de inviterer til åbent hus torsdag den 13. januar 2022.

Her vil det nye lærerteam sammen med skoleleder Louise Timm Eriksen og viceskoleleder Lars Adamsen tage imod alle interesserede forældre og elever og give dem et indblik i dagligdagen som 10. klasses-elev på UTX.

"Vi glæder os helt vildt til at hilse på vores måske kommende elever og deres forældre og vise dem, hvad de kan se frem til, når de starter på UTX. Vi har fået sammensat et virkelig stærkt lærerteam, og vi er godt i gang med planlægningen. Det glæder vi os til at fortælle om," siger Louise Timm Eriksen, skoleleder på Tirsdalens Skole.

UTX gør elever gymnasieklar
UTX skal forberede eleverne til en gymnasial uddannelse. Det er et år, hvor de unge har mulighed for at forbedre sine karakterer i et eller flere fag og løfte sit faglige niveau, og så er det ikke mindst en god mulighed for at blive klogere på sig selv, og hvad man gerne vil i fremtiden. 

For at gøre eleverne klogere på gymnasielivet, har UTX blandt andet indgået et samarbejde med Paderup Gymnasium, der ligger tæt på Tirsdalens Skole. Samarbejdet består af en brobygningsuge samt andre aktiviteter hen over året.

Udover de traditionelle fag i 10. klasse, som fx dansk, matematik, engelsk og idræt, vil en elev på UTX have en blokdag i skemaet. Denne dag vi blive brugt til spændende ture ud af huset, fællesskabsaktiviteter og alt mulig andet, der netop gør 10. skoleår til noget ganske særligt.

Hvor og hvornår?
Kom til åbent hus og hør mere om UTX. Det foregår på Tirsdalens Skole, R. Hougårds Vej 50, 8960 Randers, den 13. januar kl. 17-19 og kræver ingen tilmelding.

Kilde: Randers Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.