En 17-årig mand blev fredag den 6. september mellem kl. 22.35 og kl. 22.45 udsat for vold og forsøg på røveri på Lindegårdsvej i Linde nær Spentrup. Østjyllands Politi søger vidner, der kan have oplysninger om tre formodede gerningsmænd.
Den 17-årige kom cyklende på Lindegårdsvej, da han blev passet op af tre mænd i en mørk bil. Mændene forlangte, at den 17-årige skulle give dem sin el-cykel, men han nægtede. Mændene forsøgte at tage fat i styret på cyklen, men den 17-årige kørte væk fra bilen, smed cyklen fra sig og forsøgte at gemme sig.
To af mændene steg ud af bilen og fulgte efter den 17-årige, som blev tildelt spark og slag i ansigtet og på kroppen. Nogle naboer reagerede på larmen og kom ud, hvilket skræmte gerningsmændene væk.
Den 17-årige beskriver de tre mænd som værende ca. 20 år og mellemøstlige eller nordafrikanske af udseende. De kom kørende i en sort stationcar uden tonede ruder.
Østjyllands Politi vil gerne høre fra personer, der har været i området i tiden omkring overfaldet, har overværet episoden, eller har informationer om de tre mænd eller bilens færden. Kontakt Østjyllands Politi på tlf.nr. 114, hvis du har oplysninger med relevans for sagen.